En festlig aften i Palmers rock ‘n’ roll-cabaret



Amanda Palmer & the Grand Theft Orchestra
C-club, Berlin
28. oktober 2012
Fem stjerner

Anmeldt af Tine Knudsen

Amanda Palmers rock ‘n’ roll-cabaret ruller sig ud i en gammel biograf bygget til amerikanske soldater i Berlin. Omgivet af monumentale, officielle bygninger ligger den lille C-Club. Røde lysstofrør former navnet Columbia på klubbens tag. Her er plads til et par hundrede publikummer, og aftenens koncert er udsolgt. Fansene er rejst langvejs fra, da Palmers verdensturné i denne omgang kun rammer Nordeuropa i form af London, Paris og Berlin.

C-Club rummer den obligatoriske bar, men også en lille madbod, så man kan nyde aftenens koncert med en øl i den ene hånd og en Bretzel i den anden. Lidt hyggelig lokalkolorit.
På merchandisebordet står en lille kasse og en bunke papirer og tusser. På et skilt kan man læse: “Something bad/sad that happened in your room” samt en advarsel om, at det, man skriver, måske vil blive læst højt fra scenen.
Vi bliver varmet op med et soundtrack af diverse firser- og halvfemserhits af den synthede og indierockede slags, indtil lyset sænkes og scenen lyses op. Amanda Palmer fungerer som aftenens sprechstallmeister og introducerer selv de to  opvarmningsbands.

Jherek Bischoff har fire lokale strygere på scenen og spiller med sit band et kort og rocket sæt. Derefter går Simple Pleasure med Chad Raines i front på scenen. Så kommer der ganske andre glitterboller på diskosuppen. Energiniveauet på scenen ryger op på 11 i et sammensurium af Prince og firser-Bowie-referencer. Raines formår at få folk til at danse synkront og får gang i en større call- and response-session. Det er noget af den heftigste og mest velmodtagne opvarmning jeg længe har set.

Aftenens hovedattraktion starter med, at The Grand Theft Orchestra, Jherek Bischoff, Chad Raines og Michael McQuilken, deler blomster ud til første række før de sætter i med den gungrende “The Grand Theft Intermission”. Hvad blomsterne skal til for, står ikke klart, men de bliver flittigt brugt til at vifte med i takt til musikken.
Herefter kommer Amanda Palmer ind i en hvid natklubsangerindekjole, og publikum brøler. “Smile” brager ud af højttalerne, og det er klart at både band og publikum er fast besluttet på at få en overordentligt festlig aften.

Palmer lægger ud med de mest medrivende og iørefaldende sange fra sin seneste plade “Theatre is Evil”. “The Killing Type” og “Want It Back” bliver leveret i langt mere hårdtslående versioner end på pladen, og der kommer hurtigt gang i crowdsurfingen blandt publikum.

Fra Kurzweil til Kurt Weill
De første toner af Dresden Dolls-klassikeren “Missed Me” bliver slået an til publikums store glæde. Glæden er kort, da musikken stopper, og Palmer erklærer: “Die Piano ist Tot.” Herefter følger hektisk roadieaktivitet. Amanda annoncerer derpå, at vi nu i stedet vil bevæge os direkte ind i “the depressing shit.” Og så får vi den fine, melankolske “Grown Man Cry”.
Keyboardet kommer tilbage, men mangler lidt flere justeringer, og Palmer beder bandet fylde tiden ud med lidt avantgarde-jazz til publikums store morskab.

Så får vi endelig den cabaret-inspirerede “Missed Me”. Det er ikke for ingenting, at Palmers Kurzweil-keyboard ved hjælp af et påklæbet T og L fremstår som et Kurt Weill-keyboard.
Under “Astronaut” fra solopladen “Who Killed Amanda Palmer” kører projektioner af fyrværkeri og fanfotos som Palmer tidligere på året havde bedt folk indsende på Twitter.

En person på første række har pludselig fået næseblod, men vedkommende forsikrer Amanda om at være okay efter at have fået et håndklæde af en roadie.

Nu kommer sedlerne om noget sørgeligt eller ubehageligt, der var sket i ens værelse så frem. Amanda Palmer optager sig selv, mens hun læser op.
Nogle bekendelser bliver mødt med stilhed og andre med latter og tilråb. De går fra “Min far døde” over “Jeg var min forlovede utro” til “Jeg vågnede, og han var allerede på vej til Potsdam”. “Min kat fik et hjerteanfald” høster både grin og et medfølende “nåååh” fra publikum.
Herefter får vi den rørende “The Bed Song” om en række sammenbrudte forhold. Den får fortjent aftenens længste klapsalve.

Palmers kærlighed til cabaret og Bertolt Brecht er velkendt, og hun erklærer nu på tysk, at hun ville spille en sang specielt til ære for Berlin. Hun leverer solo en passende teatralsk version af “Seeräuberjenny” fra Brecht og Weills “Dreigroschenoper”.
Foran mig er der en kvinde, der besvimer, men hun kommer heldigvis hurtigt på højkant og får vand og hjælp. Rummets luft bestod efterhånden også af lige dele sved og entusiasme.

Den dybfølte “Bottomfeeder” bliver imponerende nok leveret, mens Palmer langsomt crowdsurfer hen over publikum iklædt en jakke hvis kæmpe lyseblå sjal breder sig ud over os. Det er virkelig et fint øjeblik. Melankolien fortsætter i “Trout Heart Replica”, som aldrig har været et af mine favoritnumre. Live bliver jeg dog mere venligt indstillet overfor det.

Eisbären müssen nie weinen
De tidligere optagede bekendelser kører i baggrunden under en coverversion af Yazoos “In My Room”, mens trommeslageren reciterer fadervor. På bagvæggen kører projektioner af forskellige rum. Der går lidt vel meget højskolekunstprojekt i den til min smag. Så er jeg straks gladere for den stille “Berlin”. Palmer smider den hvide kjole og afslører lange sorte støvler, guldleggings og et sort korset påtrykt et billede af den tyske avantgardesanger Klaus Nomi. “Melody Dean” bliver leveret i en opspeedet udgave og får alle til at danse. Så følger en rocket coverversion af Grauzones firserhit “Eisbär”. Den gentagne linje “Eisbären müssen nie weinen” resulterer i storslået fællessang.

Dresden Dolls-sangen “Girl Anachronism” bliver aftenens sidste før ekstranummeret “Do It With A Rockstar”.

Amanda tager herefter en rød ukulele frem, går ned gennem publikum og kravler op på baren bagerst i lokalet. Her giver hun med imponerende stemmepragt en akustisk version af Radiohead-nummeret “Creep”. Det kunne lyde vældig corny, men stemningen er den rette og der er noget virkelig fint over, at alle skråler med på omkvædet om, at vi er nogle creeps og weirdos.

En storslået slutning på en festlig aften i Palmers rock ‘n’ roll-cabaret.

Sætliste

  • Grand Theft Intermission
  • Smile
  • Killing Type
  • Want It Back
  • Grown Man Cry
  • Missed Me
  • Astronaut
  • Magicfuturebox
  • The Bed Song
  • Seeräuberjenny
  • Bottomfeeder
  • Trout Heart Replica
  • In My Room
  • Berlin
  • Melody Dean
  • Eisbär
  • Girl Anachronism
  • Do It With A Rockstar
  • Creep

Denne anmeldelse er tidligere offentliggjort på gaffa.dkhttp://gaffa.dk/anmeldelse/66118