Techno-nonner indtager Alsion

Træk i nonnedragten og oplev fire koncerter med strygere og beats
Udsyret orgelmusik blander sig med kantede beats og saxofon, når Dirty Nun Tekno Crew blænder op for den elektroniske musik og et imponerende visuelt show på Alsion i Sønderborg lørdag den 12. november. De to beskidte nonner medbringer nonnekostumer til publikum og inviterer til både dans og fordybelse.

”Dirty Nun Tekno Crew startede, fordi vi for cirka et år siden skulle optræde til en fest. Siden har det bare grebet om sig,” fortæller Mija Milovic, der er opvokset i Nordborg på Als og er uddannet i sang og elektronisk komposition ved Syddansk Musikkonservatorium. Norske Danielle Dahl er musiker og komponist og spiller bl.a. saxofon. Milovic forklarer hvorfor også publikum skal klædes ud: “Når både vi og publikum har nonnedragter på, så er vi alle lige og alle forskelle udviskes. Koncerten bliver til en helkropsoplevelse”. Duoens miks af religion og beats har allerede vakt opsigt, og de har bl.a. noget utraditionelt optrådt ved Copenhagen Jazzfestival.

Hyldest til dansk elektro-pioner

Dirty Nun Tekno Crew er en af fire DEFINE Festivalkoncerter som man kan opleve på Alsion i Sønderborg lørdag den 12. november. Signe Heinfelt Tolbøll og Benny Pedersen fra Syddansk Musikkonservatorium spiller musik inspireret af den danske komponist Else Marie Pade, der er kendt verden over for sine banebrydende, elektroniske kompositioner. Den franske komponist Christophe Charles har sammen med universitetsstuderende i både Sønderborg og Flensborg skabt det helt nye, eksperimenterende værk Sound Matters. Til slut spiller Silesian String Quartet og Morten Riis musik med strygere og ombyggede højttalere.

dirtynunteknocrewdefinefestival2016to

Foto: Nicolai Lok/Tobias Gundorff Boesen/Dirty Nun Tekno Crew

Pressemeddelelse for DEFINE Festival

Skrevet af Tine Knudsen 
tine @ tineknudsen.dk