Dagens tekst i Caves kirke var hor, mord og showmanship.

Et jubelbrøl rejser sig, da The Bad Seeds går på scenen og stiger tre gange i styrke, da manden selv gør sin entré. Jubilee Street belønner begejstringen og Nick Cave ligner med sin maniske gestik og energiske krumspring en mellemting mellem en Las Vegas-stjerne fra rock n’ roll-æraen og en karismatisk megachurchprædikant. Iklædt sort jakkesæt og guldglitrende skjorte er foreningen af mørke og showbiz komplet.
Med den ene hånd om mikrofonen og den anden skiftevis heftigt gestikulerende og strakt ud i en velsignende gestus går Cave gennem hele koncerten så tæt på scenekanten, at publikum må støtte hans ben med deres opstrakte hænder for, at han ikke skal plumpe ned i mængden.
I aften er han opsat på at være så tæt på sit publikum som overhovedet muligt.

Dagens tekst i Caves kirke er hor, mord og showmanship. I den dystre klassiker Do You Love Me lader den magre australier publikum synge ”Like I Love You” tilbage til sig som koret i en gospelkirke, der svarer prædikantens ord med et Halleluja. Lys og lyd går op i en forførende højere enhed under Tupelo, der også rummer et stille mellemstykke, hvor den insisterende prædikant fører sin velsignende hånd henover de boppende hoveder, mens han igen og igen synger ”Sleep little children”.  Cave er en djævelsk gentleman, der vil os noget, men om det er vores bedste er svært at sige. Dæmonien lurer hele tiden og op af lommen trækker han nu sin ildevarslende Red Right Hand, der får mørket til at slå gnister.

Det er de store følelser, der er i spil i aften. Med God Is In The House, Into My Arms, West Country Girl og Mermaids får Nick Cave og hans eminente Bad Seeds fremmanet en fælles følelse af længsel og melankoli. En publikummer ser skidt ud synes Cave, og han får hevet hende op på scenen, så hun kan få et tilsyneladende ganske helbredende knus. Da dette lille møde med pastoren er ovre, skal vi alle gejles op igen.
En hårdtslående og opspeedet The Mercy Seat rammer lige midt mellem øjnene. Som en udstrakt hånd står linjen ”I’m not afraid to die” og dirrer. Den griber ud mod den udødelighed som både lynildsprædikanten og den megalomaniske Las Vegas-persona higer efter.
Her mødes jublen, vanviddet og den endeløse stræben efter noget der er større end en selv.  Messen har dog langt fra nået sit klimaks endnu. Ind kommer nu den ondeste motherfucker på Guds grønne jord, Stagger Lee. Med sit raseri og sin colt får vi hans kærlighed at føle, og trommerne hamrer skudkaskader afsted mod de sagesløse.

Fire publikummer bliver hevet op på scenen under sangen Papa Won’t Leave You Henry og de tre kvinder kaster sig omgående om halsen på Cave, mens manden forholder sig mere afdæmpet til sin frelser. De danser ved Caves side og hele publikum danser med.
Nick Cave spiller overbevisende rollen som folkeforfører, prædikant og kvindebedårer mens publikum har et naturligt talent for at spille den beundrende menighed.
The Bad Seeds er den solide klippe, der lægger grunden for denne aftens vellykkede og vellystige koncert. Vi bevæger os mod enden med den smukke Push The Sky Away og bliver sendt ud på vores videre færd med et fint, klaverbåret og indtil videre ikkeudgivet nummer om barndommens land, Give Us A Kiss. En smuk og helende afslutning på aftenens kraftudladning.

Nick Cave and The Bad Seeds, Falconersalen, 8. november 2013

Skrevet af Tine Knudsen