Der er mange fordele ved at flytte til Sønderborg fra København udover den helt åbenlyse: Man kommer 281 km tættere på Istedløven. Det er meget hyggeligt at være tæt på skov og strand og samtidig vide, at man aldrig er langt fra en bod med ringriderpølser. Hvad enten man er til Sønderborg Gardens loppemarked kl 10 en lørdag formiddag eller lige har gennemført et motionsløb, så skal man ikke være bange for at risikere at gå hjem uden maven fuld af egnens bedste delikatesse.
Dengang der var spritbåde til
Jeg voksede op i Sønderborg i firserne og halvfemserne før internettet blev allemandseje og man kunne få en grøn-te-smoothie på hvert et gadehjørne. Den by jeg nu efter en årrække er vendt tilbage til er en ganske anden end den jeg rejste fra efter gymnasiet. Ikke så snart havde jeg forladt byen førend alle gymnasieelevers yndlingssted Maybe Not Bob forsvandt og Kvickly blev jævnet med jorden. Ikke at jeg siger, der var en sammenhæng, men det var nu lidt påfaldende. Sønderborg er blevet en mere levende by end før. Der sker mere og der er flere butikker, caféer og restauranter. Det eneste jeg synes Sønderborg i dag mangler er spritbådene. Det kostede 5 kroner for en tur i min barndom, og det var faktisk heller ikke særligt mange penge dengang. Så fik man også fornøjelsen af at sejle ned ad Flensborg Fjord mens man spiste vingummier i selskab med en flok cerutrygende pensionister, der spillede kort. Rygningen må folk nok blive foruden i dag, men så kan man passende kompensere ved at indføre en ny tradition ombord: en bod med ringriderpølser.
Sukkersmuglernes paradis
Det Sønderborg jeg kendte som ung ligger hele tiden og lurer under overfladen. Jeg kalder stadig Bilka for A-Z og skaterhallen for rideskolen. Jeg giver turisterne håbløse vejanvisninger efter hedengangne butikker og forsvundne kendemærker. Men det er da meget logisk, at den gule badeanstalt i virkeligheden er blå. Og at den sorte badeanstalt hverken har været badeanstalt eller sort siden dengang sukkersmuglerne gnækkende kørte over grænsen fra Tyskland. Se det var tider, før EU med feje tricks som ubevogtede grænser og åbning af det indre marked satte en endelig stopper for spændingen ved folkesporten “Hvor er der plads til endnu en pose sukker”. Heldigvis er der dog ingen instanser, der endnu har formået at indføre love, der forbyder folk årligt at ride gennem byen i selskab med trækbasuner og sækkepiber. Selvom man siger forandring fryder, så kan jeg nu meget godt lide, at nogen ting heldigvis ikke ændrer sig.
Tekst og foto Tine Knudsen