Mine yndlingsbøger i 2017

Her er nogle af de bøger jeg er allergladest for at have stiftet bekendtskab med i år 2017 uagtet, hvilket år de udkom. Fra det allermest avantgardistiske over myter til gode krimier.

George Saunders
Lincoln in the Bardo (2017)
En surrealistisk, rørende og tankevækkende roman om personlig sorg og USAs dramatiske historie. Abraham Lincoln sørger over sin døde søn i et kapel på kirkegården, hvor han skal begraves. Lincoln er uvidende om, at han observeres af dem, der allerede er begravet her. De kommer fra vidt forskellige tider i USAs historie og deres mange stemmer giver til sammen et billede af både Lincoln og landets historie. Jeg hørte bogen som lydbog på engelsk med et fuldt cast af forskellige stemmer. Jeg syntes det tilførte en fin ekstra dimension til oplevelsen. At man kan beskrive en bog som både mærkelig og abstrakt er ofte et dårligt tegn, men her er det et bevis på at visse typer historier kræver deres helt egen form for at blive fortalt.

Neil Gaiman
American Gods (2001)
Den nyligt løsladte Shadow Moons rejse gennem USA med den mystiske Mr. Wednesday er en spraglet, dyster og underholdende fortælling. Alverdens guder optræder i menneskeskikkelse; de egyptiske dødsguder er bedemænd, Ishtar er blevet en hippie og Czernobog bor med sine tre søstre i en lille lejlighed. Guderne er under pres fra den moderne tids nye orakler og tidsslugere som medier og TV, men kommer ofte også i karambollage med hinanden. Lag på lag af gamle myter, mysterier  og historier er sindrigt vævet ind i hinanden. Fra de glemte guder med mammuthoveder på Europas sletter til troen på ufoer og den fetichistiske fascination af rigdom og berømmelse. American Gods er en bog jeg sagtens kunne læse igen og igen. Jeg forstår godt, at denne bog ofte er blevet udråbt som en moderne klassiker.

Jackie Morris
Sneleoparden (2007)
En fantastisk flot bog med poetiske illustrationer baseret på en myte om sagnlandet Mergich, hvor mennesker kan tage åndedyreskikkelse og blive til bjergenes beskyttere. Bogen er både skrevet og illustreret af Jackie Morris, der også står bag en række andre lige så flotte bøger.

Fred Vargas
An Uncertain Place (2008)
Jeg har et særligt blødt punkt for Fred Vargas’ krimier om Jean-Baptiste Adamsberg og hans politikollegaer i Paris. Denne gang er Adamsberg i London til en konference med en kollega og pludselig står de overfor et sært mysterium, hvor der på makaber vis begynder at dukke sko med fødder op. Der er rygter om vampyrer og et ondt sted i en skov i Serbien.

Anthony Horowitz
Magpie Murders (2017)
En stemningsfuld og klogt udtænkt krimi, der til fulde kan sin Agatha Christie og forstår at lege med formen. En forlagsredaktør læser efter en forfatters utidige død hans seneste krimi, der på ganske traditionel vis indeholder en karismatisk detektiv, en rigmand og en landsby fuld af mistroiske og mistænkte beboere. Samtidig udspiller der sig et mindst ligeså kompliceret plot i den virkelige verden med udgangspunkt i netop denne roman. Her er hver en mose fuld af særdeles mistænkelige og morderiske ugler.

Skrevet af Tine Knudsen