De bedste bøger jeg læste i 2018

Fra en lukket-rum-krimi på et rumskib til en lille amerikansk by, hvor en morder huserer og alle mistænker hinanden. Her er nogle af de bøger, der gjorde størst indtryk på mig i året der gik.

Sharp Objects (2006)
Gillian Flynn

Alle er mistænksomme overfor hinanden efter et barn er blevet myrdet på brutal vis i en lille by. Journalisten Camille Preaker er modvilligt taget tilbage til sin barndomsby for at skrive om sagen. Som læser kan man næsten lugte byens slagteri og mærke det lille samfunds hemmeligheder og den foruroligende stemning. Vi møder et spændende galleri af helt særegne karakterer fra Camilles fortid og prøver sammen med hende at stykke sammen, hvem, der ved mere end de siger.
Bogen er grundlaget for serien af samme navn, der kan ses på HBO.

Six Wakes (2017)
Mur Lafferty

En lukket rum-krimi på et rumskib. Alle seks besætningsmedlemmem, der er kloner af kriminelle, er blevet myrdet på et rumskib. Skibets last er mennesker i dvale, der er på vej for at starte et nyt liv på en ny planet. Besætningsmedlemmerne genopstår (døden er ikke slutningen, når man er klon) og skal nu løse mordet på dem selv. Det eneste de ved er, at morderen skal findes blandt de seks. Der er spænding, eksistentielle dilemmaer og interessante karakterer i denne science fiction-krimi.

Universal Harvester (2017)
John Darnielle

Hovedpersonen arbejder i en videobutik i en lille by i USA dengang film blev set på VHS-bånd. Folk, der afleverer film, klager over, at der er blevet tilføjet mærkelige klip båndene. Han sætter sig for at løse mysteriet om, hvem personerne i klippene er og hvilke uhyggelige ting, de måske er blevet udsat for. Universal Harvester er nok en af de mest mærkværdige bøger jeg har læst, men også en som jeg ikke kan holde op med at tænke på.

The Three-Body Problem (2014)
Cixin Liu
Første bog i serien Remembrance of Earth’s Past

En ung astrofysikstuderende kommer i unåde under den kulturelle revolution i Kina. Hun sendes ud på landet for at arbejde som skovhugger i årevis som straf. Her møder hun andre som sig selv og finder en måde at komme til at påvirke det samfund hun lever i for altid. Regimet har nemlig gang i et mystisk og banebrydende videnskabeligt projekt på toppen af et bjerg i skoven. Det er nærmest genialt at kombinere disse virkelige historiske begivenheder med en science fiction historie. De to aspekter spiller godt sammen og giver en unik skildring af menneskets trang til at udfolde sig og leve på trods i en verden styret af en ubarmhjertig ideologi. Bogen kan kræve lidt tålmodighed, men hvis du giver den tid, vil du blive belønnet med en utroligt stemningsfuld, til tider mærkværdig og helt igennem meget imponerende historie. Bogen er ikke overraskende en af de allermest populære science fiction-bøger i dens hjemland Kina. Jeg er fuldt ombord og er allerede i gang med næste bind i serien.

Fox 8 (2013)
George Saunders

En nysgerrig ræv er fortælleren i denne novelle, der sætter fokus på sammenstødet mellem natur og mennesker. Saunders giver den lille ræv en varm og medfølende stemme. Den vil virkelig gerne forstå, hvad de sære mennesker, der bygger storcentre og parkeringspladser har gang i. Det er interessant at følge fortællerens tur ind i menneskenes verden og se, hvordan alting tager sig ud fra ræveperspektiv.

Skrevet af Tine Knudsen

Vilhelm Lundstroem (1893-1950), Opstilling med hvid kande, appelsin og bog, 1932-1933
Creative Commons Licens, Statens Museum for Kunst